«

sep 06

Mit første SMART-møde: På tide at møde virkeligheden

Jeg hørte om SMART igennem min kærestes sponsor, der var facilitator ved et SMART-møde i KBH. Mit parforhold hang i en meget tynd tråd efter længere tids utroskab fra min side og et voldsomt stofmisbrug fra min kærestes side.

Af nød tog jeg til et SMART-møde. Mit hjerte bankede og jeg var sikker på, at det snart ville stoppe helt med at slå! Jeg vidste, at dette var mit første skridt til bekendelse af min flugt fra virkeligheden. Nu var det på tide at møde virkeligheden ”face to face” og det skræmte mig!

Jeg græd helt vildt til mit første møde. Det var første gang jeg sagde højt, at jeg havde haft en affære. Det gjorde ondt, for det var jo ikke det jeg ønskede, men det var dér min flugt havde bragt mig hen. Nu var det min opgave at tag skeen i den anden hånd og komme tilbage på sporet og få den familie jeg altid havde drømt om, med den mand jeg elsker over alt på jorden.

Der skulle gå en måned før jeg kom til mit næste SMART-møde. Jeg blev modtaget med åbne arme og fik forskellige værktøjer til, hvordan jeg kom tilbage i mig selv uden at fylde mig selv med skyld og skam. Hver gang jeg havde været til møde følte jeg mig 20kg lettere. Det var rart at dele mine følelser og tanker med andre som kunne sætte sig ind i min situation. Det gjorde mig rolig og gav mig mod på mere. Jeg startede fra en ende af og langsomt, men sikkert blev mit liv nemmere. Jeg begyndte at være ærlig overfor mig selv og alle andre!

Gruppedeltager, SMART Recovery