«

»

maj 04

Mit første SMART-møde: Hey, fedt du er her!

Det var min misbrugsbehandler i kommunen, der fortalte mig om SMART. Jeg havde fået forskellige gruppeforløb gennem kommunen og var rigtig glad for at komme dér og var også blevet stoffri med stor succes efter mange år med, kokain, amfetamin og hash. Men resten af mit liv fungerede dårligt og det var tydeligt, at jeg ville få det svært uden et støttende netværk af ligesindede.

For mig føltes det usikkert at skulle forlade kommunens trygge rammer og opsøge et ukendt fællesskab. Jeg frygtede, at det var nogle underlige typer, der kom til sådan et møde og tænkte, at det måske ikke lige ville være mig på trods af, at jeg inderst inde håbede at finde mit nye sociale ankerpunkt.

Jeg var super nervøs, da jeg trådte ind af døren, men da en ung fyr straks rejste sig og præsenterede sig som facilitator og sagde ”hey, fedt du er her”, blev jeg vildt glad inden i. Han lignede én, jeg kunne have mødt alle mulige andre steder og være blevet gode venner med. Det var et rigtig godt møde, hvor mennesker delte deres dybe og dyrt købte erfaringer med hinanden. Jeg kom igen ugen efter og kommer stadig i SMART. Det var det rigtige for mig og det har det været nu i 2 et halvt år.

Gruppedeltager, SMART Recovery